Ønskeseddel til fødslen
Har du gjort dig tanker om, hvad du kunne tænke dig eller ikke kunne tænke dig under fødslen, kan det være en rigtig god idé at lave en ønskeseddel, som du medbringer på fødegangen.
Som fødegangsjordemoder gennem mange år har jeg oplevet kollegers forskellige reaktioner på at modtage ønskesedler.
Personligt synes jeg det er en fantastisk idé, som kan hjælpe mig, til at gøre lige præcis det for den fødende, som hun gerne vil have. Nogle gange, når jeg overtager en fødende som er langt i fødslen kan der være meget kort tid til at snakke imellem veerne. Så er ønskesedlen en kærkommen hjælp til ikke at skulle spørge den fødende om alt for mange ting i vepausen.
“En ting jeg altid anbefaler de gravide, er at bede om, at hovedet bliver ”gispet ud” når det skal fødes.”
Så længe fødslen forløber normalt og ukompliceret er der ingen problemer i at efterkomme din ønskeseddel.
Hvis noget afviger fra det normale eller kræver særlig indblanding, kan det være nødvendigt at se bort fra sedlen i et vist omfang. Men som udgangspunkt er det jo din fødsel og dig der bestemmer, så i videst mulige omfang bør dine ønsker opfyldes.
Nogle anbefaler at du gennemgår ønskesedlen med din jordemoder i konsultationen. I praksis gør det ikke den store forskel, da det med stor sandsynlighed, vil være en anden jordemoder der modtager dig på fødegangen, når du kommer for at føde.
I stedet vil jeg anbefale dig at være relativt konkret i dine ønsker og specificere dem ud f.eks.:
- Har du særlige ønsker til fødestillinger
- Vil du gerne føde i vand
- Ønsker til smertelindring
- Vil du have dit barn op på maven med det samme
- Hvem skal klippe navlesnoren
- Vil du gerne lytte til særlig musik
Jeg har gennem årene set ønskesedler med konkrete ønsker ift. fødestillinger eller vandfødsel, men også ønske om at undgå klip i mellemkødet eller visse former for smertelindring.
En ting jeg altid anbefaler de gravide, er at bede om, at hovedet bliver ”gispet ud” når det skal fødes. På denne måde får det meget bedre muligheder for at følge fødselsvejens helt naturlige krumning, hvorved bristninger reduceres eller helt undgås.
Jeg opfordrer også de gravide til at bede om fokus på bevægelse (mobilisering). Det er utrolig vigtigt at du, når du er i fødsel ikke bare, ligger passivt på fødelejet. Udnyt tyngdekraften ved at komme op at stå.
Forøg bækkenets diameter og dermed dit barns muligheder for at rotere ned igennem bækkenet ved at vælge føde- og hvilestillinger, som øger denne, f.eks. knæ-albueleje, stående og sideleje.
Rigtig god fornøjelse.
Af jordemoder Birgit Thalwitzer