Kunstig befrugtning
Det er svært for ældre kvinder at blive kunstigt befrugtet.
At være ufrivilligt barnløs er en svær livssituation som medfører sorg, kriser og store spørgsmål til livet. Det kan være en svær erkendelse, at det ikke er så let at få børn som forventet, eller måske aldrig sker. Børn er for mange en del af drømmene i livet, og selvværdet kan lide et knæk, når graviditet ikke er noget, der kan klares selv, og ligefrem er noget der kræver hjælp.
Ufrivillig barnløshed kan være en stor udfordring for forholdet. At skulle fungere i en normal hverdag, samtidig med fertilitetsbehandlinger er hårdt og krævende. Det er ikke usædvanligt at være sårbar og ude af balance, både pga. situationen generelt, men også hormonbehandlinger spiller en stor rolle.
Samtidig kan der opstå følelser, der kan være svære at håndtere som fx misundelse, jalousi, vrede, mindreværd og angst for fremtiden osv. Når man er ufrivilligt barnløs, kan man let komme til at føle sig anderledes og udenfor i sociale sammenhænge. Nogle barnløse par holder op med at se de par i vennekredsen, som har børn, fordi det minder dem om de børn og det liv, de selv så brændende ønsker sig.
Kvinder og mænd oplever oftest ikke barnløsheden på samme måde, og forskelligheden i opfattelsen og håndteringen af situationen, er ofte årsag til bebrejdelser, bristede forventninger og som følge heraf problemer i parforholdet.
Det kan være en rigtig god idé at finde nogen at tale med. Nogle fravælger at tale med andre om barnløsheden fordi de ikke orker medlidenhed, spørgsmål eller velmente idéer og råd fra omgivelserne.
Noget tyder på, at de par, der taler med andre om deres ufrivillige barnløshed, er mindre psykisk belastede, end de barnløse par der ikke taler om det. Selv om det kan være hårdt og føles uretfærdigt at være ufrivilligt barnløs, er det en god idé at fylde hverdagen med tiltag og aktiviteter, som ikke henfører til den situation I befinder jer i.
Forsøg at se på livet som en helhed og lad det ikke være hele identiteten at være ufrivilligt barnløs, men en del af den – selv om det kan være en stor og svær opgave.